|
|
|
|
Baggrunden for Sandgårdens Foderbutik Bølle og Alleur venter på at komme ind. Feb. 2008 Sandgårdens Foderbutik er startet på grund af et føl, nemlig Bølle. Bølle er født den 24. januar 1995. Alt gik godt ved fødslen. Mor og barn havde det godt, lige indtil 3 dag efter fødslen. Da blev hoppen Sille alvorligt syg. To dyrlæger kæmpede for at stabilisere hoppen - hun havde tilsyneladende kolik eller tarmslyng. Da vi nåede midnat, blev det besluttet at mor og barn skulle indlægges på landbohøjskolen. Klokken 12 midnat kom vognmanden og hentede dem. Hoppen var nu så bedøvet af medicin, at hun kunne transporteres stående til København, mens føllet blev anbragt i et aflukke for sig bare for en sikkerheds skyld. Næste morgen fik vi at vide at hoppen ikke havde stået til at redde, og hun var slået ned. Føllet skulle være hentet inden kl. 16 (Lørdag eftermiddag). Vi bad om at få opduceret hoppen og fik her at vide, at hun havde sammenfald af tarmen plus at hun havde kræft. Det vidste vi slet ikke. - Tænk hvis hun var blevet syg inden hun folede, så havde vi mistet både hoppe og føl. - Men føllet fik vi da hjem og hvad så? Hvordan skaffer man mælkeerstatning til et føl eller en reservemor lørdag formiddag? Reservemor blev hurtigt udelukket, da landbohøjskolen ikke havde kendskab til en hoppe, som havde mistet sit føl for nyligt. Så vi måtte igang med sutteflasken. Vi fik noget råmålk fra nogle af vores venner her på hestehaven. De havde gemt det i fryseren og så lykkedes dyrlægen at skaffe en 3kg spand til en start. - Den første nat skiftedes Leo og jeg til at stå op hver anden time for at give Bølle sutteflaske. Derefter måtte vi jo så finde ud af hvordan, vi fik fat i mælkeerstatning og sutteflasker. Det er just ikke lige det, man altid ligger inde med. Og hvad spiser sådan et lille føl kun fire dage gammelt. I den forbindelse kom vi i kontakt med Brogårdens Foderstof. De havde nemlig rigtig hoppemælkserstatning og følpiller. Det var i den forbindelse, at vi selv skiftede foder til Dodson & Horrell foder, fordi kolik og forstoppelse var et tilbagevendende problem. Og siden har vi kun haft en kolik i 1996 og ikke siden. Brogården spurgte så, om vi ikke kunne tænke os at blive forhandlere af deres foder, da de ikke havde nogen forhandler på Vestsjælland. - Vi startede den 1. april 1995 med at tage det foder hjem af hestefoder, hundefoder og kattefoder, som vi selv vidste, vi kunne bruge på ca.1-2 måneder. - Og derfra er vores forretning vokset til det den er i dag. Desværre har vi mistet Alleur den 23. januar 2009. Hun blev syg og var ikke til at redde. |
|
Send e-mail til
sandgaarden@c.dk med spørgsmål
eller kommentarer om dette Websted.
|